Ganske vist er det sex, der er årsagen til at du er gravid, men når man venter barn ser man ofte på sex med lidt andre øjne. Mange er bange for at skade barnet, hvis de har samleje, eller er bange for at fremskynde en for tidlig fødsel. Hvis graviditeten er problemfri, og alt går som det skal, er der ingen risiko. I behøver ikke bekymre jer, men kan dyrke sex som I plejer.
Hvordan påvirker orgasmen livmoderen og livmoderhalsen?
![]()
Hvordan påvirker orgasmen livmoderen og livmoderhalsen?
Din livmoder trækkes sammen under orgasme, men disse sammentrækninger er ikke kraftige, og de er ganske ufarlige. De er heller ikke tegn på, at veerne er begyndt. Du kan måske mærke barnet sparke, når det mærker bevægelserne fra jeres samleje. Dette er helt normalt og ikke noget at bekymre sig for.
Det kan ske, at du får lidt blodigt udflåd efter et samleje, og det skyldes at livmoderhalsen har flere yderligt liggende blodkar og derfor bløder lettere. Hvis blødningen fortsætter i mere end et par timer eller mængden øges, skal du kontakte din læge. Har du ofte problemer med blødninger under graviditeten, er det en god idé at undgå samleje, indtil du har fået afklaret hvad blødningerne skyldes.
En skøn ting ved at have sex under graviditeten, er at man ikke skal være bekymret for at blive gravid! Faktisk synes mange kvinder at det er så befriende, at de nyder sex i højere grad. Du vil måske også opleve en stigende sexlyst, da øgningen af graviditetshormonerne ofte har den effekt (når du er kommet godt igennem de første tre måneders anstrengelser, altså). En del kvinder oplever endda en orgasme - eller flere - for allerførste gang, mens de er gravide.
På den anden side føler du dig måske ikke specielt sexet, og din sexlyst aftager måske. Du kan også opleve, at din sexlyst svinger mere end tidligere. Det skyldes at du oplever store følelsesmæssige udsving og fysiske forandringer under din graviditet. I de sidste uger af graviditeten kan din sexlyst dale, fordi det ganske enkelt er for ubekvemt for dig, nu hvor barnet er så stort. Det kan være noget af en udfordring at finde en bekvem samlejestilling de allersidste uger.
Graviditeten ændrer også sexlivet for din partner. Mange er bange for at skade barnet ved samleje. Men barnet ligger i en "lukket pose": livmoderen, to hindesække og fostervandet, og indgangen til barnet, livmoderhalsen, er hård og lukket. Der er altså ingen risiko for, at barnet kan tage skade af samleje.
Selv om du har forsikret din partner om, at sex og samleje ikke er farligt for barnet, kan han stadig væk synes, at det virker forkert. En del føler, at der er en tredje person i sengen, at barnet er nærværende og kigger på, mens I har sex. Andre ser deres partner som en moderfigur og ikke et sexobjekt netop nu. Men de fleste opfatter deres partner som meget smuk og sensuel under graviditeten.
I skal huske, at der ikke findes noget rigtigt og forkert, når det gælder sex under graviditeten. Men det er vigtigt, at du er ærlig overfor din partner. Hvis du ikke har lyst til sex, kan I have det rart på anden vis, - tage bruse- eller karbad sammen, massere hinanden, hygge i sofaen og se en god film. Og hvis I er i tvivl om noget, kan I spørge lægen eller jordemoderen. De er der for jeres skyld.
| Relaterede artikler |
Lindrende metoder og teknikkerDu kan bruge lindrende øvelser fra fødselsforberedelsen efter fødslen, når du ammer… Læs denne artikel |
|||
Tips til en bedre søvnDet er godt at være udhvilet under graviditeten, men for nogle kvinder er det lettere sagt end… Læs denne artikel |
|||
| Relaterede mor-blogs |
Fri weekendSikke en fri weekend. Anton har været hos mormor og morfar hele weekenden, så vi har kun haft Storm… |
|||